Specialeprojekt blev til prisbelønnet gådespil
Fire studerende fra IT-Universitetets spiluddannelse brugte deres specialetid på at skabe en mere social oplevelse til Virtual Reality-formatet. Det resulterede i spillet 'Tell Me What You See', som netop er løbet med prisen for mest innovative nye spil på spilfestivalen Play17. Opgaven blev også kåret til 'bedste ITU-studenterprojekt' i 2017.
Institut for Digital DesignUddannelseITU specialecomputerspil
Skrevet 6. december 2017 08:18 af Vibeke Arildsen
Hvad var udgangspunktet for jeres projekt?
Vi ville gerne lave noget anderledes med VR. At spille et VR-spil kan føles meget isoleret, for det er svært at interagere med folk uden for spillet. Derfor besluttede vi at undersøge, hvordan det ville fungere, hvis vi skabte et spil, hvor én spiller er inde i VR-oplevelsen, mens den anden spiller er udenfor. Da vi startede projektet, eksisterede der kun meget få af den type spil, fordi teknologien stadig er relativt ny. Typisk var disse spil kun sjove for VR-spilleren, mens den anden person ofte havde en ren hjælperfunktion. Vores mål var at skabe et spil, der var sjovt for begge spillere.
Hvad fandt I på?
Vi udviklede spillet Tell Me What You See, som er et gådespil, hvor to spillere skal arbejde sammen. Spillet foregår på et børneværelse. Den ene spiller oplever værelset i VR, mens den anden kan se værelset ovenfra og følge med i VR-spillerens bevægelser på en pc-skærm. Hele værelset er en gåde, som spillerne skal løse, hvilket de kun kan gøre ved at samarbejde– enhver progression kræver at begge spillere udfører en eller anden form for handling.
Se en demo af spillet: https://youtu.be/xjO9GBM9Tkw
Hvilke udfordringer var der i udviklingsfasen?
Spillet viste sig at være alt for svært i begyndelsen. Når man designer gådespil, virker det hele så åbenlyst, men det er det selvfølgelig ikke for spillerne. Vi var nødt til at finjustere spillet og fjerne nogle trin i gåderne, så spillerne kan finde ud af, hvad de skal gøre.
Hvordan har folk reageret på spillet?
Under specialeprojektet testede vi en tidlig version af spillet på indie-spilfestivalen Amaze i Berlin. Selvom der var mange problemer med prototypen på daværende tidspunkt, var det tydeligt, at folk elskede det. Det var meget motiverende, at andre VR-spiludviklere syntes, at vores spil var anderledes og specielt.
Hvad skete der med spillet efter eksamen?
Vi finpolerer stadig spillet i vores fritid, og målet er at udgive det gratis på et tidspunkt. Der er ikke ret mange gode gratis VR-produkter derude, så vi synes det vil være værdifuldt at dele det. Vi fortsætter også med at fremvise spillet på spilfestivaler. Faktisk har vi lige vundet en pris for 'Most Innovative Newcomer' på Play17. Det har givet mange gode forbindelser i branchen at være til stede på spilfestivaler.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk