Hvad sker der, når grænserne mellem arbejde og leg kollapser?

Konceptet playbour, en sammentrækning af de engelske ord ”play” og ”labour”, er centralt, når man kigger på, hvordan man skal fastholde frivillige deltagere i online fællesskaber, og dermed skabe en form for bæredygtighed. Det siger Giacomo Poderi, postdoc ved IT-Universitetet, som i et nyt projekt skal undersøge deltageres subjektive oplevelser i fællesskaberne.

Institut for DatalogiForskning

Skrevet 16. april 2018 12:28 af Louise Eltard-Larsen

Når vi støder på ord eller emner, som vi ikke kender til, er vores første indskydelse at slå det op på nettet – og ved simple søgninger er det første resultat ofte en Wikipedia side. Wikipedia fungerer som et leksikon, der nemt og overskueligt giver os de oplysninger vi har brug for. Men hvor et leksikon samles og udgives som en decideret forretning, hvor redaktører og bidragsydere betales for deres arbejde, så er Wikipedia det man kalder for et ”Collaborative Common” – et online fællesskab, hvor frivillige deltagere selv sørger for at skabe og vedligeholde digitale produkter og indhold, som frit kan deles, genbruges, tilpasses og gen-deles af andre.

Fordelene ved sådanne fællesskaber er tydelige: folk involverer sig som deltagere – et ord, som overvejende tillægges positive konnotationer.

”Deltagelse giver dig magt, det tilfredsstiller dig, og det giver dig glæde, men der kan også være ulemper ved at deltage produktivt, for eksempel fordi der kan opstå et forventningspres fra de andre brugere om at opretholde en vis produktivitet, ” siger Giacomo Poderi.

Han skal tilbringe de næste to år på IT-Universitetet, som en del af sit individuelle Marie Skłodowska-Curie stipendie. I sit projekt ”Infrastructuring SuStainable Playbour” tager Giacomo Poderi et kritisk perspektiv på deltagerkonceptet i online fællesskaber, og fremhæver nogle af de udfordringer de står overfor, ikke bare kollektivt, men også i forhold til individet. For eksempel har de frivillige deltagere jobs som skal passes, hvilket kan skabe nogle konkrete, tidsmæssige, problemer.

Playbour

Et centralt begreb i Giacomo Poderis projekt er konceptet ’playbour’. Begrebet opstod oprindeligt i spilindustrien, hvor det blev forbundet med ”modding” – dvs. når spillere modificerer eller tilpasser spillet ved at hacke det og skabe nyt indhold. Disse små hacks er faktisk gavnlige for spilfirmaerne, som drager fordel af det ekstra indhold, spillerne skaber. I sidste ende kommer spillerne faktisk til at ”arbejde” for firmaet, eller for andre brugere – og det, der startede som en hobby, og en lystbetonet aktivitet, kommer til at ligne rigtigt arbejde mere og mere.

Playbour er altså, mere generelt, et koncept, der prøver at fremhæve, at grænserne mellem det, der før blev opfattet som to forskellige menneskelige aktiviteter, arbejde og leg, bryder sammen.

”Playbour er altså, mere generelt, et koncept, der prøver at fremhæve, at grænserne mellem det, der før blev opfattet som to forskellige menneskelige aktiviteter, arbejde og leg, bryder sammen, ” siger Giacomo Poderi.

Én af de grænser, der bryder sammen i disse online fællesskaber, er grænsen mellem at være forbruger og producent – for de produktive deltagere er såkaldte prosumers (sammentrækning af ”producer” og ”consumer”). De kommer hurtigt til at føle et ansvar for de produkter, eller det indhold de skaber, og det kan ende med at blive en sur pligt. Deltagerne ender med at forlade fællesskaberne af forskellige årsager, og nogle af disse er relateret til kulturen i fællesskaberne, deres styring og deres deltagermæssige infrastruktur.

Giacomos endelige mål er at skabe empirisk funderede principper eller guidelines, som kan hjælpe med at understøtte deltagernes vedvarende engagement, samtidig med, at deres individuelle behov tilgodeses, og dermed gøre fællesskaberne mere bæredygtige.

Mangfoldighed og governance

Eftersom Giacomo Poderi lige har startet sit projekt i januar 2018, er han stadig i de tidlige stadier af sin forskning. Men han har allerede identificeret nogle vigtige problemstillinger, han vil fokusere på i sine case studies, som omfatter et open source computerspilsfælleskab og en non-profit organisation, der lobbyer fri og open source software. Derudover mangler han at lægge sig fast på en tredje case, som vil være baseret i København.

Én vigtig problemstilling, som kan spille en rolle for den individuelle deltager i online fællesskaber er mangfoldighed:

Der er en tendens til, at fællesskaberne, over tid, kan blive domineret af en veldefineret gruppe mennesker, og selvom det måske er en indirekte konsekvens, kan dette ekskludere andre.

”Der er en tendens til, at fællesskaberne, over tid, kan blive domineret af en veldefineret gruppe mennesker, og selvom det måske er en indirekte konsekvens, kan dette ekskludere andre – og det skaber et problem i forhold til skalerbarheden. Dvs. i forhold til, hvor nemt det er at udvide fællesskabet, og øge kapaciteten, ” siger Giacomo Poderi.

En anden problemstilling er governance, et begreb, der beskriver et fællesskabs styring og ledelse, og som for eksempel dækker over de politikker, som et fællesskab er nødt til at adoptere og udvikle over tid. Governance definerer, hvem der har ret til at bidrage, hvordan man opnår den ret, og hvad et godt bidrag består af. Governance i online fællesskaber er blevet beskrevet i tidligere studier, men disse studier er i det store og hele på et institutionelt og strukturelt niveau. Giacomo vil derimod ændre fokus:

”Hvis man i stedet kigger på subjektiviteter, på individerne, kan det give et helt andet perspektiv, og en bedre forståelse af den enkelte deltager, som mangler i den forskning, der er lavet på nuværende tidspunkt”, siger han.

Uanset om Giacomo ender med at skabe konkrete guidelines til at designe online fællesskaber, eller om det bliver nogle mere overordnede principper, så håber han at resultaterne af hans studie vil nå ud til dem, det hele handler om: deltageren, prosumerne, i fællesskaberne.

”Det er en del af min tilgang at være fleksibel. Jeg ved ikke endnu, hvor sandsynligt det er, men jeg kunne godt tænke mig at involvere deltagerne i udviklingen af de her guidelines. Og jeg vil uden tvivl også gerne gøre mine guidelines offentligt tilgængelige, både for forskere og deltagere, ” siger han.