ITU må igen i år afvise mange ansøgere
Interessen for at tage en uddannelse på IT-Universitetet i København er igen i år meget stor. ITU har modtaget 1577 ansøgninger, heraf 661 som første prioritet. Hele fire ud af ti ansøgere, der har ITU som første prioritet, må dog i år gå forgæves.
UddannelseOm ITULene Rehder
Skrevet 26. juli 2019 10:25 af Camilla Rosengaard
Spændingen blev ved midnatstid udløst for de mange, der har søgt ind på en af ITU’s fire bacheloruddannelser. Desværre er der igen i år mange unge, som ikke får en plads på en af de uddannelser, der giver stærkt efterspurgte kompetencer.
”Det er meget positivt, at så mange unge har lyst til at give sig i kast med en it-uddannelse. Vi befinder os midt i en digital transformation, og der er et stort samfundsmæssigt behov for de kompetencer, som en it-uddannelse giver. Derfor er vi da også kede af, at vi igen i år er nødt til at afvise mere end fire ud af ti ansøgere, der har ITU som første prioritet,” siger studiechef på IT-Universitetet, Lene Rehder.
Softwareudvikling er mest søgt
Bacheloruddannelsen i softwareudvikling er den mest søgte af ITU’s fire bacheloruddannelser. I alt har 552 ansøgere – heraf 302 med første prioritet – søgt ind på uddannelsen, hvor der i år er plads til 176 studerende.
”Der er meget stor interesse for at læse softwareudvikling. Det er en tendens, som vi har kunnet se i de senere år. Vi opfatter det som rigtig glædeligt, at de unge også har mod på de mest tekniske uddannelser,” forklarer Lene Rehder, og fortsætter:
”På vores uddannelser inden for design, business og Data Science er der ligeledes efterspørgsel efter pladserne. Konkurrencen er størst om de 66 pladser på vores bacheloruddannelse i Digital Design og Interaktive Teknologier, som 148 ansøgere har som første prioritet.”
Optag på IT-Universitetets bacheloruddannelser 2019
| Antal optagne | Antal ansøgere | Kvotient |
| | Total | 1.prioritet | |
Uddannelse | | | | |
Digital Design og Interaktive Teknologier | 66 | 336 | 148 | 9,5 |
Softwareudvikling | 176 | 552 | 302 | 8,6 |
Data Science | 78 | 312 | 90 | 8,0 |
Global Business Informatics | 80 | 377 | 121 | 9,0 |
I alt | 400 | 1577 | 661 | |
Camilla Rosengaard, kommunikationschef, telefon 4049 3601, email camr@itu.dk