Kvinderne stempler i stor stil ind på ITU’s tekniske uddannelser
De tørre tal taler et tydeligt sprog: Kvinderne stiler målrettet mod ITU’s mest tekniske uddannelser. I år har 83 pct. flere kvinder haft ITU’s bacheloruddannelse i softwareudvikling som deres 1. prioritet sammenlignet med 2019. På bacheloruddannelsen i Data Science er der tale om mere end en fordobling i antallet af kvindelige ansøgere.
Lene RehderOm ITUUddannelsediversitet
Skrevet 6. juli 2020 08:25
IT-Universitetet i København har i år modtaget i alt 1805 ansøgninger, hvoraf 763 er 1. prioritetsansøgninger. Det er en vækst på 15 pct. i antallet af 1. prioritetsansøgere.
Bacheloruddannelsen i Softwareudvikling er igen i år topscorer med 325 1. prioritetsansøgninger. Det er en vækst i forhold til 2019 på 8 pct. Antallet af kvinder, der har søgt uddannelsen som 1. prioritet, er steget med 83 pct. til 73.
På bacheloruddannelsen i Data Science er der 199 1. prioritetsansøgninger, hvilket er mere end dobbelt så mange som sidste år. I år er 60 ud af de 199 ansøgere kvinder.
”Det er glædeligt, at antallet af kvindelige ansøgere er vokset så markant. IT bliver anvendt af både mænd og kvinder, og det er vigtigt for os på IT-Universitetet, at både mænd og kvinder bidrager til at skabe digitale produkter og services. Vi har i flere år arbejdet målrettet på at skabe en bedre kønsbalance, og det er positivt, at bestræbelserne ser ud til at bære frugt,” fastslår studiechef på IT-Universitetet, Lene Rehder, og fortsætter:
”Samtidig sætter vi stor pris på, at interessen for vores uddannelser igen i år tager et spring. ITU’s kandidater er stærkt efterspurgte på arbejdsmarkedet, og derfor er det også en god nyhed, at så mange unge finder, at vores uddannelser og studiemiljø er spændende.”
Stor konkurrence om pladserne trods øget optag
IT-Universitetet i København øger optaget med 27 pct. i år som følge af, at Folketingets partier som en konsekvens af coronakrisen i juni besluttede at oprettet 5.000 ekstra studiepladser på de videregående uddannelser.
På trods af den store vækst i årets optag vil der fortsat være stor konkurrence om studiepladserne på IT-Universitetet. Det ærgrer studiechef, Lene Rehder:
”Vi kan se, at vi trods det markant øgede optag alligevel kommer til at afvise mere end en tredjedel af alle de ansøgere, der har IT-Universitetet som deres 1. prioritet. Det er da en skam, når vores færdige kandidater er så efterspurgte.”
IT-Universitetet tilbyder optagelse til ca. 500 studerende, og ansøgerne får besked om de er optaget den 28. juli kl. 00.00.
| Antal ansøgere |
| Total | 1. prioritet |
Uddannelse | | |
Digital Design og Interaktive Teknologier | 328 | 119 |
Softwareudvikling | 609 | 325 |
Data Science | 520 | 199 |
Global Business Informatics | 348 | 120 |
I alt | 1805 | 763 |
Ditte Marie Rønholm, Presserådgiver, telefon +45 25 55 04 47, email diro@itu.dk