Oxford Universitets Bent Flyvbjerg og ITU etablerer nyt samarbejde om forskning i IT-projekter
Oxford universitetets forskningsgruppe i Major Programme Management under ledelse af Bent Flyvbjerg indleder samarbejde med Forskningscenter for Offentlig IT ved ITU. Samarbejdet skal blandt andet forske i IT-projekters performance.
ForskningInstitut for Datalogioffentlig itJens SchmidtPeter Sestoft
Skrevet 22. september 2020 11:32 af Ninna Gandrup
Bent Flyvbjerg er den mest citerede forsker i verden indenfor ledelse af store projekter, og han har fremmet projektledelsesforskning gennem prisvindende artikler; udgivelse af nogle af de mest citerede bøger og artikler på området; opbygning af forskningscentre og uddannelser ved Oxford Universitet, Aalborg Universitet og Teknisk Universitet Delft; udvikling af lederuddannelser for regeringer og private virksomheder i Europa, USA og Asien.
Han har modtaget en række priser, senest den prestigefyldte Project Management Institute Research Achievement Award, 2019.
Forskningscenter for Offentlig IT ved ITU blev etableret i 2018, og centeret forsker i IT-projekter, software og digitalisering.
Lars Frelle, der i sin tidligere stilling som direktør i Digitaliseringsstyrelsen spillede en betydningsfuld rolle i etableringen af Forskningscenter for Offentlig IT, glæder sig over det nye samarbejde:
”Det er et stærkt initiativ, at Flyvbjerg på Oxford Universitet samarbejder med ITU’s Research Centre for Government IT. Vi har brug for meget mere forskning i, hvordan vi gennemfører succesfulde digitaliseringsprojekter og samarbejder mellem det offentlige og private”, siger Lars Frelle, der i dag er direktør i Dansk Industri.
Bent Flyvbjerg, der i stigende grad beskæftiger sig forskningsmæssigt med IT-projekter, ser frem til at samarbejde med Forskningscenter for Offentlig IT:
”IT-projekter fylder mere og mere i min forskning ved Oxford, og det er særdeles relevant at samarbejde med Forskningscenter for Offentlig IT ved ITU. Vi glæder os til at komme til København, og vi ser frem til at byde forskere fra ITU’s forskningscenter velkommen her i Oxford”, udtaler Bent Flyvbjerg, professor ved Oxford Universitet.
Jens Schmidt, som leder Forskningscenter for Offentlig IT, glæder sig over det store potentiale, der er i at samarbejde med Flyvbjerg og hans forskningsteam:
”Samarbejdet med Oxfords forskningsteam, som er i den absolutte verdenselite, er et kæmpe skridt fremad for ITU og for Forskningscenter for Offentlig IT. Jeg håber at disse første skridt kan danne grobund for et frodigt samarbejde, der kan vokse i fremtiden”, siger Jens Schmidt.
Forskningscenter for Offentlig IT er knyttet til Datalogisk Institut på IT-Universitetet. Institutleder, professor Peter Sestoft, lægger vægt på de muligheder for banebrydende forskning, som det nye samarbejde åbner for:
“Samarbejdet med Flyvbjergs forskningsgruppe om at studere IT-projekter er et fremragende eksempel på interdisciplinær forskning der både giver fundamental indsigt og har stor samfundsmæssig betydning”, udtaler Peter Sestoft.