Professorportræt: ”Min legesyge tilgang er kernen i min forskning”
Den 26. Maj præsenterer leder af Center for Digital Play, Miguel Sicart, sin tiltrædelsesforelæsning som professor. Miguel Sicart har forsket i digitale spil i over tyve år, og i dag er han en autoritet på området. Tiltrædelsesforelæsningen har titlen ”På dybt vand”, og finder sted kl. 13.00 i Auditorium 2.
Miguel SicartEventsForskningcomputerspil
Skrevet 22. maj 2023 13:04
IT-Universitetets historie, spilforskningens oprindelse og Miguel Sicarts karriere er på mange måder tæt forbundet. Miguel Sicart begyndte sin forskningskarriere som Ph.d. i games research på ITU i 2002. Dengang lå ITU i Københavns Nordvestkvarter ved siden af en lille frisørskole.
”Tilbage i starten af 00’erne var ITU det eneste sted i Europa, hvor man kunne studere og forske i digitale spil fra et humanistisk perspektiv. Spilforskning var så småt begyndt at se dagens lys dengang, og nu er undervisning i digitale spil med på alle tekniske universiteters undervisningsplaner. Det var ITU, der startede det i sin tid,” siger Miguel Sicart.
Miguel Sicart bidragede til at udvikle et helt nyt forskningsfelt: forskning i digitale spil. Hen over sin 20 år lange karriere ved ITU har han undersøgt digitale spil og spil som aktivitet. Hans motivation og drivkraft er den samme som for tyve år siden: ”At være legesyg var min kerneværdi, der drev mig og min forskning fremad i begyndelsen af min karriere, og det er stadig den kerneværdi, der driver mig og min forskning fremad i dag. Min legesyge tilgang er det, der definerer min forskning og årsagen til, at min forskning har været succesfuld,” siger Miguel Sicart.
Et vendepunkt i karrieren: Fra at forske i digitale spil til at forske i leg og spilaktivitet
Miguel Sicart begyndte sin karriere med at forske i etiske problematikker ved digitale spil. Han har udviklet principper for spildesign og undersøgt digitale spil som kulturelle fora. Derfra bevægede han sig videre til at udvikle et nyt sprog for spilmekanik. ”Det gik op for mig, at ingen vidste, hvordan vi skulle tale om spilmekanik. Der var simpelthen ingen, der havde et ordforråd til at forklare teknologien,” siger Miguel Sicart.
I 2011 ramte Miguel Sicart et vendepunkt, der endte med at pejle hans karriere i en ny retning. ”Det gik op for mig, at jeg ikke havde lyst til at spille computerspil længere. Jeg syntes simpelthen, at det var kedeligt. Det var ret ironisk, fordi jeg på det tidspunkt var lektor i spilforskning,” siger Miguel Sicart. Derfor valgte han at udvide sin horisont og i stedet for at forske i spil, begyndte han at forske i menneskers spilinteraktion og legeadfærd.
Miguel Sicart har siden da udgivet fire bøger om at spille digitale spil. Hans seneste bog, Playing Software, blev udgivet i februar 2023, og her besvarer han spørgsmålet: Hvorfor spiller vi på computere?
Leder af Center for Digital Play
Miguel Sicart blev i 2020 tilbudt posten som leder af Center for Computer Games Research. Han tiltrådte som leder med en klar målsætning om, at centeret skulle udvikle evidensbaseret forskning, der undersøger teknologi og samfund med udgangspunkt i spil.
”Den dag jeg fik nøglerne til forskningscenteret, sagde jeg: ’Vi er nødsaget til at ændre nogle ting her, fordi forskningscentre eksisterer ikke evigt. Forskningscentre findes kun så længe, de er relevante.’ Jeg så et behov for at få centeret på linje med, hvordan spilforskning udvikler sig,” siger Miguel Sicart.
I 2022 stod Miguel Sicart i spidsen for åbningen af Center for Digital Play – et nyt og redefineret forskningscenter med stærke, transdisciplinære forskningsgrupper, der har fokus på spil. ”Vores fælles hypotese er, at spil er kernen i digital kultur, og spil er en hovedkomponent for, hvordan vi takler og interagerer med teknologi,” siger Miguel Sicart.
”At være underviser er en stor del af min identitet”
Undervejs i sin karriere har Miguel Sicart tilbragt adskillige timer foran studerende i undervisningslokaler og auditorier på ITU. Han synes, at undervisning af studerende er den vigtigste del af sit job.
”Jeg ved, at det primære fokus ved tiltrædelsesforelæsningen er på, at jeg er blevet udnævnt professor. Men når alt kommer til alt, så er jeg først og fremmest underviser. Det er et stort privilegie at møde studerende fra mange forskellige baggrunde hvert år og finde et fælles ståsted, hvor de lærer lige så meget af mig, som jeg lærer af dem. Det er det bedste ved mit job,” siger Miguel Sicart.
At være underviser er en stor del af Miguel Sicarts identitet. Det er hans mål at bidrage til, at viden om spil bliver videregivet til de næste generationer af spildesignere.
På dybt vand
Miguel Sicart har givet sin tiltrædelsesforelæsning titlen ”På dybt vand”. Han mener, at titlen indrammer hans forskningskarriere, fordi han i løbet af sin karriere ofte har følt, at han var ude, hvor han ikke kunne bunde.
”At blive udnævnt professor har været en selvransagelse for mig. På den ene side er jeg meget beæret, og på anden side er professortitlen aldrig noget, som jeg aktivt har stræbet efter. Dét, der driver mig og min forskning fremad, er min nysgerrighed og trang til at stille legesyge spørgsmål, som ingen andre tør stille,” siger Miguel Sicart. ”Jeg har dét princip, at jeg forsker i spil, så det går ikke, at jeg er for seriøs. Hvis man vil forså spil, må man selv være legesyg,” siger Miguel Sicart.
Ditte Ørsted Johansen, Presseansvarlig, telefon +45 25 55 04 47, email ditj@itu.dk